Strategisk bæredygtig udvikling på økologiske bedrifter

Strategisk bæredygtig udvikling på økologiske bedrifter - SEGES Projektsitet

Det er projektets FORMÅL at sikre, at de anvisninger, og den viden, der opnås gennem hver RISE bæredygtighedsanalyse, fører til øget bæredygtighed på bedrifterne, som fremmer afsætning og afsætningssikkerhed af bedrifternes produkter.

I et tæt samspil mellem 7 casebedrifter og 10 certificerede bæredygtighedskonsulenter udvikles en rådgivningsmodel for strategisk bæredygtig udvikling på økologiske bedrifter. Projektet bygger direkte ovenpå projektet KØB, hvor casebedrifterne allerede har gennemført en bæredygtighedsanalyse i 2014. Landmændene kender således deres bæredygtighedsstatus på 50 vigtige områder.  Projektet anvender velafprøvede værktøjer for strategisk rådgivning på landbrugsbedrifter: Først udarbejdes en situationsanalyse for hver bedrift, hvor resultaterne af bæredygtighedsanalysen, eksisterende strategier, handleplaner, udfordringer, værdier og drømme inddrages. Derefter formuleres en vision og en strategisk målsætning til fremme af bedriftens bæredygtighed.

Næste skridt er handlingsplaner for 2015-16. For hver handlingsplan udarbejdes milepæle med bl.a. beskrivelse af ressourcebehov, hvem der involveres i opgaven, hvornår den udføres og hvordan. Landmændene implementerer handlingsplanerne over en periode på 15 måneder. I samme periode udføres kvartalsvis opfølgning, hvor der gøres status for hver handlingsplan, uventede problemer diskuteres og modellen evalueres. Efter høsten 2016 udføres en RISE bæredygtighedsanalyse på hver bedrift. Denne sammenlignes med analyseresultaterne fra 2014. Landmanden får et billede af betydningen af hans indsats, ikke bare på bundlinjen, men et helhedsbillede af hvordan de valgte forandringer påvirker alle parametre i indsatsen frem mod en mere bæredygtig økologisk produktion på bedriften. Med udgangspunkt i erfaringerne tilrettes modellen. Der udarbejdes en kort og klar manual for strategisk bæredygtighedsarbejde på økologiske bedrifter.


© 2021 - SEGES Projektsitet